Bikini – alt om bikini-historien

Bikiniens historie

Bikinien har ikke altid været en populær og accepteret beklædningsgenstand. Den er ligefrem blevet mødt af stor modstand og forargelse gennem tiden. Selvom den chokerede folk på de franske strande i 1947, var det langtfra første gang verden havde set denne beklædningsgenstand.

Antikkens bikini
Allerede tilbage i 5600 år f. kristus er gudinden af byen Çatalhöyük, i det sydlige Tyrkiet, blevet afbilledet sammen med 2 leoparder, hvor hun har en bikini-lignende genstand på. Senere i 1400 år f. kristus er der lavet græske urner og malerier med kvinder, der er iklædt 2-delt tøj til atletiske formål.
Det var nemlig normalt, at aktive kvinder i det antikke Grækenland iklædte sig brystbånd kaldet ”mastodeton”, der var sammenbundet på ryggen, og denne beklædningstype fortsatte sin anvendelse som underbeklædning gennem middelalderen. Samtidig med, at mænd i det antikke Grækenland afskaffede de højtaljede trusser og delvise lændeklæder, fortsatte kvindelige akrobater og kunstnere i stedet med at klæde sig sådan.

Kunstværker der er dateret tilbage til kejser Diocletian’s tid (ca. 300 år e.kristus) på Sicilien forestiller kvinder i tøj, der ligner bikinier. Dette gælder blandt andet kunstværket ”Coronation of the Winner”, udført i gulvmosaikker i ”De 10 jomfruers sal” i Italien, hvor der er piger i bikini som udøver vægtløftning, diskoskast og løb. Aktiviteter der er blevet beskrevet som dans, fordi deres figur minder mere om en danser end en atlet.
Samme sted kan man også se et mosaikbillede af Eros, den oprindelige gud over begær, kærlighed og samleje, hvilket forskere mener, blev tilføjet senere, for at demonstrere forkærligheden og styrkelsen af sammenhængen mellem bikinien og erotik.

Lignende mosaikker er blevet opdaget i Tellaro i det nordlige Italien og Patti, en anden del af Sicilien. Foruden dette er der også fundet billeder af kvindelige sexarbejdere trænende med håndvægte og andet udstyr, iført kostumer der ligner de 10 jomfruers. Man mener derfor at prostitution i det antikke Rom blev forbundet med atletiske kroppe og en let påklædning.

Charles Seltman er medlem af Queens College, Cambridge, kurator for Det Arkæologiske Museum, og redaktør på The Cambridge Ancient History. Han har i sin bog ”Kvinder i antikken” illustreret et kapitel med titlen “Den nye kvinde” med en model fra 1950’erne, iført en bikini der var identisk med det 4. århundredes mosaikker fra Piazza Armerina. Dette var ment, som et led i sammenhængen mellem de bikini-klædte kvindelige atleter i oldtidens Grækenland/Italien og den moderne kvinde.

Opdagelser især i Pompeji viser den romerske gudinde Venus iført en bikini, da man har fundet en statue af Venus i et skab i det sydvestlige hjørne i Casa della Venere, mens lignende statuer også blev fundet i forhallen. En tilsvarende statue af Venus blev gendannet fra kontoret i Julia Felix’s hus, og en anden fra en atriumgård i haven i Via Dell’Abbondanza i Pompeji. Det er derfor stadig muligt, at se en statue af Venus på Napoli’s National Arkæologiske Museum, hvor de i år 2000 åbnede deres begrænsede galleri af mere eksplicitte udstillingsgenstande.

Museets udstillingsgenstande omfatter kvindelige statuer iført afslørende guldfarvede brystholdere, korsetter og trusser. Napoli’s konger fandt disse kulturgenstande i Pompeji, herunder den 1 meter høje, næsten nøgne statue af Venus malet med bladguld, der er klædt i tøj, der er i stil med den moderne bikini. De opfattede dem, så chokerende, at de blev opbevaret i museets hemmelige kammer, der kun tillod adgang for “modne personer med en sikker moral”. Selv efter dørene blev åbnet for offentligheden, er det kun tilladt for 20 besøgende af gangen, og børn under 12 år er ikke tilladt i den nye del af museet uden deres forældre eller en lærers tilladelse.

Bikinien fra det 19. århundrede til 1930’erne
Den moderne bikini har haft en omskiftelig historie. Den første indenlandske anstændige badedragt udkom i 1830. Med dens røde og hvide vandrette striber fra ankel til håndled, blev den kendt under navnet “fængselsdragten”.

Senere i 1907 blev den australske svømmer Annette Kellerman anholdt på en strand i Boston for at være iført en tætsiddende heldragt, selv om det 3 år senere blev en accepteret badedragtstype for kvinder. Billeder af hende, blev også senere anvendt som bevis i magasinet Esquire mod ”United States Postmaster General”s juridiske kamp om uanstændighed i 1943.

I 1913, inspireret af indførelsen af kvinder i olympisk svømning, lavede designeren Carl Jantzen den første funktionelle 2-delte badedragt, der var en tætsiddende heldragt med shorts til underdelen og korte ærmer på overdelen.
Senere i 1930’erne blev det moderne med halsudskæringer på ryggen, ærmerne forsvandt og siderne var skåret væk. Denne nye mode valgte Hollywood at støtte med film som ”Neptuns Daughter”, hvor Esther Williams var iført tilsvarende badedragter, der var opkaldt med provokerende navne som “Double Entendre” og “Honey Child“.

Den amerikanske designer og ”Coty American Fashion Critics ‘Awards” Adele Simpson, mente at tøj skulle være behageligt og praktisk. Hun designede derfor også en stor del af hendes garderobe, der mest omfattede heldragter, der blev anset som moderne selv i begyndelsen af ​​1980’erne. Samtidig med Simpson’s moderne heldragter, begyndte ”Cole of California” at markedsføre deres afslørende forbudte badedragter og ”Catalina Swimwear” indførte designet med den næsten nøgne ryg, der har fået navnet Halterneck.

Med nye materialer som lastex og nylon, begyndte badetøjet i 1934 at forme sig efter kroppen og havde skulderstropper, der kunne vippes ned, hvis man ikke ønskede hvide streger efter solbadning. 2-delte badedragter uden de sædvanlige skørtepaneler og andet overflødigt materiale blev også mere almindeligt i USA under 2. verdenskrig, efter at regeringen i 1943 krævede en rationering af stofforbruget på 10 %, der blandt andet omfattede kvinders badetøj.

Senere i 1946 blev den mest provokerende badedragt lanceret under navnet ”Moonlight Buoy”, der bestod af en bund og en top af materiale, der tilsammen kun vejede 227 gram. Hvad der gjorde Moonlight Buoy karakteristisk var et stort lukkebeslag af korktræ, fastgjort til bunden, hvilket gjorde det muligt at binde toppen fast til lukkebeslaget, hvorved badedragten både kunne fungere som sammenhængende og 2-delt.

Bikinien fra 1940erne til 1950erne
Den moderne bikini, som vi kender den i dag, blev introduceret af den franske ingeniør Louis Réard og delvist af modedesigner Jacques Heim i Paris i 1946. Réard var en bil-ingeniør, men i 1946 drev han sin mors lingeri-butik i nærheden af ​​Les Folies Bergère i Paris. Samtidig arbejdede Heim på en ny form for strandbeklædning, der bestod af to dele, med bunden stor nok til at dække brugerens navle.
I maj 1946 annoncerede Heim den som ”verdens mindste badedragt”. Réard fjernede derefter den øverste del af bunden på hans badedragt og annoncerede den som “mindre end den mindste badedragt”. Ideen slog ham, da han så kvinderne rulle deres badetøj op, for at få en bedre kulør.

Men Réard kunne ikke finde en model til at bære hans design, så han endte med at ansætte Micheline Bernardini, en nøgen danser fra Casino de Paris. Denne bikini med et areal på 194 cm2 og avis-lignende print, blev introduceret d. 5. juli ved Piscine Molitor, der er en offentlig pool i Paris. Bikinien var et hit, især blandt mænd, og Micheline Bernardini modtog efterfølgende 50.000 fanbreve.
Heim’s design var det første, der blev båret på stranden, men designet fik alligevel sit navn af Réard, hvilket betød, at Réard’s forretning steg. I reklamer holdt han bikinien i live ved at fastslå, at en 2-delt badedragt ikke var en ægte bikini, medmindre den kunne trækkes gennem en vielsesring.
Den franske avis Le Figaro kommenterede senere udviklingen med: “Folk krævede de simple glæder ved havet og solen, og kvinder i bikini signalerede en slags frigørelse. Der var virkelig ikke noget seksuelt ved det. Den blev i stedet en hyldest til frihed og en tilbagevenden til glæderne i livet”.

Men salget steg ikke rundt omkring i verden, da mange kvinder holdte sig til traditionelle 2-delte badedragter, så Réard vendte tilbage til at designe almindelige trusser til salg i sin mors butik. Dette kunne også ses hos skuespillerinder i film, som ”My Favorite Brunette (1947)”, og modellen på en forside af magasinet Life i 1948, hvor de blev vist i traditionelt 2-delt badetøj fremfor bikini.

I 1950 interviewede Time Magazine den amerikanske badedragtskonge Fred Cole, der var ejer af badetøjsproducenten Cole of California, hvor han rapporterede, at han havde lidt foragt for Frankrigs berømte bikinier, fordi de var designet til små galliske kvinder. Han forklarede: “Franske piger har korte ben, og badedragter skal derfor trækkes op i siderne for at gøre deres ben længere.” En forfatter beskrev også Réards bikini, som en “2-delt badedragt, der afslører alt om en pige, undtagen hendes mors pigenavn.”

Ifølge Kevin Jones, kurator og mode historiker på Fashion Institute of Design & Merchandising, “var Réard forud for sin tid med cirka 15 til 20 år. Kun fremtrædende kvinder, der for det meste var overklassen af europæiske kvinder accepterede den, ligesom overklassen af de europæiske kvinder, der først smed deres korsetter efter 1. Verdenskrig”.

Brigitte Bardot der blev fotograferet iført bikinien på franske strande under film festivalen i Cannes 1953 bidrog til udbredelsen af bikinien i Europa i 1950’erne og skabte et marked for den i USA. Esther Williams, Betty Grable, Marilyn Monroe og Brigitte Bardot brugte alle bikinien som en karrierestøtte til deres sex appeal, med Bardot identificeret som den oprindelige Cannes badeskønhed. Cannes spillede en afgørende rolle i Brigitte Bardot’s karriere, der til gengæld også spillede en afgørende rolle i promoveringen af festivalen, særligt ved at starte moden i at blive fotograferet i en bikini, på hendes første optræden på festivalen.
Så sent som i 1959 udtalte Anne Cole, en amerikansk badedragtsdesigner og datter af Fred Cole, om en Bardot bikini, “Den er intet andet end en G-streng. Den er på grænsen af anstændighed”. Tilsvarende udtalte det amerikanske modemagasin Modern Girl i 1957: “det er næppe nødvendigt at spilde tid på den såkaldte bikini, da det er utænkeligt, at nogen pige med takt og anstændighed nogensinde vil gå med sådan noget”.

Bikinien blev dog bedre modtaget i det meste af Europa, efter at være blevet brugt af halvtredsernes “kærlighedsgudinder”, der var skuespillerinder som Bardot, Anita Ekberg og Sophia Loren. Men lande som Spanien, Portugal og Italien valgte at forbyde bikinien, efter at Paven havde fordømt den.

I 1951 blev den første Miss World-konkurrence, der oprindeligt hed Festival Bikini Contest, organiseret af Eric Morley, som en reklame for badetøj på Festival of Britain. Pressen udtrykte tilfredshed med synet og henviste til det som Miss World, og Morley registrerede derfor navnet som et varemærke. Da vinderen Kiki Håkansson fra Sverige, blev kronet i en bikini, truede flere religiøse lande med at trække sig som deltagere i konkurrencen. Bikinierne blev derfor forbudte i konkurrencen og der blev i stedet indført aftenkjoler. Kiki Håkansson er derfor den eneste Miss World vinder, der er blevet kronet i en bikini, og bikinien blev efterfølgende forbudt til skønhedskonkurrencer rundt om i verden pga. kontroversen.

Nutidens bikini
I 1962 opstod Bond-pigen Ursula Andress fra havet iført en hvid bikini i James Bond filmen ”Dr. No”, og scenen er blevet kåret, som en af de mest mindeværdige i Bond-serien. Channel 4 erklærede scenen for det bedste bikini-øjeblik i filmhistorien, og Virgin Media placerede den som niende bedste i sin top ti. Det bidrog til at skabe Ursula Andress’ karriere, og ifølge hende selv, hjalp bikinien hende til at blive en succes.
Den hvide bikini er senere blevet beskrevet som et “afgørende øjeblik i tressernes liberalisering af skærmerotikken”, og Ursula Andress blev også hurtigt tildelt kaldenavnet ”Ursula Undress” på grund af folks reaktion over, hvor afslørende bikinien var på det tidspunkt.
Scenen er også senere blevet omtalt af British Broadcasting Corporation, der udtalte: “Det var så ikonisk et syn, at det blev gentaget 40 år senere med Halle Berry i Bond-filmen Die Another Day“. I 2001 blev ”Dr. No” bikinien solgt på en auktion for 61,500 amerikanske dollars.

Fremkomsten af ​​bikinier fortsatte med at stige både på og udenfor skærmen. Dens sex appeal vejledte film-og tv-produktioner, herunder ”Dr. Strangelove” og en række surfer-film i begyndelsen af ​​1960’erne.
I 1960 inspirerede Brian Hylands sang “Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini” en øget bikini-efterspørgsel, ligesom filmen ”Beach Party” fra 1963, med Annette Funicello og Frankie Avalon i hovedrollen, ledte en bølge af film, der gjorde bikinien til et pop-kultur symbol.

I den seksuelle revolution i 1960’ernes Amerika, blev bikinier hurtigt populære. Eksempelvis fortalte en kvinde i 1965 til magasinet Time, at det var “næsten firkantet” ikke at bære én. Et par år efter i 1967 skrev samme magasin, at “65 % af de unge kvinder, allerede var skiftet over til bikinien.”

Hollywood-stjerner som Marilyn Monroe, Jayne Mansfield, Gina Lollobrigida og Jane Russell bidrog yderligere til den stigende popularitet, ligesom Pin-up plakater og billeder af Monroe og Mansfield og Hayworth, Bardot og Raquel Welch var medvirkende til en normalisering af bikinien, og ved udgangen af århundredet, endte bikinien med at blive det mest populære badetøj rundt om i verden.
Dette var ifølge den franske modehistoriker Olivier Saillard på grund af “kvindernes magt, og ikke modens magt”, hvorefter han forklarede: “frigørelsen af badetøj har altid været forbundet med frigørelsen af kvinder”.
I begyndelsen af ​​det 21. århundrede var bikinier ifølge NPD Group, et forbruger- og detailoplysningsselskab, blevet en amerikansk 811 millioner dollar forretning årligt. Derudover har den også øget spin-off-tjenester, som bikinilinje-voksbehandling og solbrunings-industrier.

Men det var ikke kun i Hollywood, bikinien blev brugt. Den indiske Bollywood skuespillerinde Sharmila Tagore blev nemlig en del af et mindeværdigt øjeblik, da hun i 1967 optrådte i en bikini i filmen “An Evening in Paris”. En film der primært er husket for den første bikini scene, udført af en indisk skuespiller.
Kostumet chokerede det konservative indiske publikum, men det startede også en tendens til indiske bikini-klædte skuespillerinder videreført af Parveen Babi i ”Yeh Nazdeekiyan”, 1982, Zeenat Aman i ”Heera Panna” 1973, og Dimple Kapadia i ”Bobby”, 1973. Iført en bikini blev hun i den indiske presse efterfølgende anset som en af Bollywoods ti hotteste skuespillerinder gennem tiden, men hun var hos mange indere, en modstander af den kvindelige identitet, da hun udstrålede det modsatte af beskedenhed, der traditionelt var betegnelsen for kvindelighed i indiske film.
Men da Tagore senere blev formand for Central Board of Film Certification, gav hun udtryk for sin bekymring over stigningen af bikinier i indiske film, da det på det tidspunkt var blevet almindeligt, at skuespillere ændrede påklædning en del – begyndende med en ”chiffon sari” kjole og afsluttende med en bikini.

I løbet af 1980’erne og begyndelsen af ​​1990’erne, fik den sammenhængende badedragt et stort comeback. I Frankrig, gik Réard’s virksomhed konkurs i 1988, fire år efter hans død. Samme år udgjorde bikinien næsten 20 % af badetøjssalget, mere end andre badetøjstyper i USA, men i takt med, at bevidstheden omkring hudkræft voksede og en enklere æstetisk mode blev defineret i 1990’erne, faldt salget af den afslørende bikini dramatisk.
Den nye badetøjsmode var indbegrebet af surferstjernen Malia Jones, der kom på juni 1997 forsiden af ​​Shape Magazine iført en 2-delt halterneck-top bikini beregnet til surfing. Efter 90’erne, kom bikinien dog igen. Det amerikanske markedsforskningsselskab NPD Group rapporterede, at salget af 2-delt badetøj landsdækkende steg 80 % på to år.

I 1970’erne og 80’erne, blev bikinier kortere i takt med indførelsen af streng-bikinien. Ifølge Beth Dincuff Charleston, research associate ved ”Costume Institute of Metropolitan Museum of Art”, repræsenterer bikinien et socialt spring, der involverer kropsbevidsthed, moralske bekymringer, og seksuelle holdninger. Ligeledes mener Gina Bellafonte fra The New York Times, at skuespillerinder i actionfilm som ”Charlies Angels: Full Throttle” og ”Blue Crush” har gjort den 2-delte bikini til et symbol på kvindelig styrke.

I nyere tid er bikinifamilien efterhånden vokset til, at omfatte en lang række varianter – string bikini, monokini eller numokini (øverste del mangler), seekini (gennemsigtig bikini), Tankini (tank top, bikini bund), camikini (camisole top og bikini bund), hikini, minimini, teardrop, og micro. Det er derfor begrænset hvor vidt bikinien kan blive videreudviklet i fremtiden, og det er derfor mest sandsynligt, at fremtiden vil byde på en skiftende mode af de mange variationer, der er blevet opfundet gennem bikiniens historie.